profil


dk / entasis er valgt som tegnestuens navn for at påpege at arkitektur er mere historie og akkumuleret kultur end det er en enkelt persons geniale og isolerede univers. naturligvis kunne man ganske nihilistisk kaste sig ud i en fornægtelse af alt gældende – men kun tilsyneladende. for når arkitektur som objekt sættes i centrum begår man den fejl at man glemmer subjektet – menneskets oplevelse af rummet. spørgsmålet er om vi i vor tid virkelig har distanceret os radikalt fra vores forfædre? når vi læser aristoteles, platon og homer erkender vi at mennesket har store ele-menter af eksistentielle konstanter. den frigjorte ånd forbinder vi med modernismen, men vi ser ikke modernismen som et isoleret begreb.det er ikke en tilstand der har sin oprindelse på et bestemt tidspunkt og det er ikke et begreb som har set sin afslutning. sandt nok ønskede man med modernismen at frigøre sig fra det der var. men det moderne menneske og det moderne rum har links tilbage i historien – til piranesis fængselsbilleder eksempelvis. modernismen som en katalysator for en evig fornyelse, er således ikke et brud med en tradition. det er traditionen i sig selv.

vores arkitektoniske strategi er via forholdet mellem overlejrende rum og menneskets bevægelse heri at skabe dynamik. barcelona pavillonen af mies van dert rohe og villa savoie af corbusier er gode eksempler på dette arkitektoniske rum. er det så anakronistisk at vedkende sig en arv? nej. forholdet mellem modernismens første værker og nutidig arkitektur kan i vores arkitekturforståelse sammenlignes med udviklingen fra rennæs-sancen til barokken. hvor rennæsancen var æterisk og let svævende blev det åndelige indhold tilføjet krop i barokken – og det er den ’overbygning’ som vi har taget hul på igen.

tilstedeværelse af krop, storhed og modstand er et grundlæggende element i vores arkitekturopfattelse. modernismens æteiske og til tider ænemisk åndelige rum skal vitaliseres for at blive menneskeliggjort. både krop og ånd skal udfordres.en bygning eller et rumligt kompleks skal animere til bevægelse og et af midlerne er at bevægelsen hele tiden kan aflæses mod fladen. derved opstår et ægteskab mellem det uforanderlige og det bevægelige. dette forhold søger vi altid eksponeret i vores arbejde. hidtil har det resulteret i en to-lags strategi hvor billedet af forholdet mellem historie/kultur og individ skildres. det træge og pålidelige og dog mystificerende lag – det historiske lag – finder sin form og materiale gennem en tydelig eksponering af bygningens tektonik. vi lader rå betonvægge, lofter, søjler og måske endda møbler tegne et primært og bestandigt arkitektonisk rum. et rum der i sig selv skal besidde det som man i tyskland kalder ”ruinen wert” – værdifuldt selv som ruin.

som kontrast til ”det basale rum” står fleksible og føjelige elementer, former og materialer for at opnå et samlet billede af en arkitektonisk humanisme. dette arkitektoniske lags primære aktør er dog mennesket og han vil i nogle tilfælde (men sjældent) være nok til at skabe balance i det totale billede. på denne måde kan vi lægge vægt på ”den store fortælling” samtidig med at vi understreger at mennesket er i centrum. en ligevægt opstår. arkitektur er i vores univers ideen før formen – det åndelige indhold. materialet, lyset, rytmen og rummet er kun virkemidler. fagets kerneområde er det spekulative. der hvor vores arbejder måske adskiller sig fra den generelle skandinaviske arkitektur, er at vi søger tyngden og modstanden og ikke kun det æstetiske lette. en trend for det moderne menneske er at bilde sig selv ind at tilværelsen er light og at cyberspace er en virkelig verden. men med reference til kundera´s tilværelsens ulidelige lethed så er letheden isoleret en ubrugelig faktor. der ingen evolution uden udfordring. arkitektur skal udfordre – ikke kun behage.