I samarbejde med Henry Jensen Rådgivende Ingeniører har vi vundet konkurrencen om Danmarks første Kampsportens Hus på Nørrebro!
Kampsportens Hus vil blive et helt særligt hus på 3000 m2 der kombinerer træningsfaciliteter for kampsportsudøvere med et lege-og bevægelsesområde særligt for de mindre børn. Et åbent og inviterende hus til alle der dyrker kampsport, forældre, trænere og naboer. Alle mødes på lune trægulve i bare tæer indendørs, og i en skærmet, frodig have udendørs. Tak til Københavns Kommune, og tak for kampen til Christensen & CO, Henning Larsen Architects og BBP Arkitekter.
Flotte ord fra præmieoverrækkelsen:
“Kampsportens Hus bliver ikke alene et fantastisk samlingssted for kampsport i København. Sammen med den nye metrostation og en fornyelse af Mjølnerparken vil huset også bidrage til, at området ved Nørrebro station får et gevaldigt løft og bliver et langt mere trygt og attraktivt kvarter”, siger overborgmester Frank Jensen (S)
“Kampsport er en populær idrætsaktivitet for børn og unge, også på Nørrebro og Bispebjerg. Derfor er det glædeligt for byen og særligt for lokalområdet, der mangler idrætsfaciliteter, at Kampsportens Hus bliver opført. Samtidig skal der lyde en stor tak til fondene, som er med til at muliggøre projektet og dermed understøtte et aktivt kultur- og fritidsliv og sunde fællesskaber,” siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å).
”Huset bliver kraftcenter for kampsporten i København. Ved at samle de mange foreninger vil vi opleve masser af synergi, og at flere får øjnene op for kampsportens mangfoldighed og muligheder,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
”København har brug for mødesteder for alle. Kampsportens Hus får placering i det mest folketætte og multikulturelle område og bliver et fyrtårn for kampsport i København, som er kendetegnet ved at være et åbent og inviterende mødested, der viser nye veje til, hvordan kampsport, leg og bevægelse kan forenes,” siger Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden.
23.03.2018