første spadestik på 107 almene ungdomsboliger

entasis er arkitekter på 107 almene ungdomsboliger samt fælleshus, som skal opføres på A.C. Meyers Vænge af MT Højgaard for Boligselskabet AKB, København v. KAB. Ungdomsboligerne bliver en integreret del af den nye bæredygtige bydel med rekreative uderum og grønne pladser med et rigt artsmangfold. Kvarterets beboermæssige diversitet ligger i forlængelse af Sydhavnens egenart, hvilket sammen med de mange grønne uderum er med til at understøtte bylivet i kvarteret.

De to U-formede bygninger med altangange omkring gårdrummet er med til at forstærke fællesskabet og give mulighed for at se og blive set. Boligerne er gennemlyste og der er fællesfaciliteter i stueetagen, hvor man kan samles til fællesmiddag, studiegrupper eller over vasketøjet.

Bygningerne bliver opført i grå betonelementer med sorte vinduer og en rød laceret stueetage, samt røde altangange i gårdrummet. Alle materialevalg lægger sig i forlængelse af det allerede opførte byggeri for at skabe et sammenhængende kvarter.

Første spadestik blev velsignet med høj sol og stærke taler af formand for Boligselskabet AKB København Bjørn Petersen, boligminister Kaare Dybvad, fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen, administrerende direktør i KAB Jens Elmelund, vores egen Mikkel Thorvald Madsen og direktør hos M.T. Højgaard Martin Palmquist.

De knapt 5.500 m2 forventes at stå færdige i fjerde kvartal 2020.

Læs mere om A.C.Meyers Vænge:

https://entasis.dk/projects/a-c-meyers-vaenge/

 

22.08.2019