lpsf

Bygningen reflekterer fagforeningen: en unionen der på den ene side står stærkt i forhandlinger og på den anden side fungerer omsorgsfuldt overfor medlemmer der er i problemer. Foreningens to ansigter bliver omsat til to arkitektoniske identiteter – to facader. Set udefra står bygningen som en utilnærmelig mastodont støbt i beton, med få vindueshuller der er forsynet med spejlglas. Kvarterets rå tone er slået an. Indgangspartiet er placeret højt. Det nås via en trappe: lidt utilnærmeligt, som et skib nås via en landgangsbro. Tonen skifter når man er kommet indenfor.  Egetrægulvet og vægge samt lofter i træbeton skaber varme toner. Akustikken er dæmpet. Lyset gyldent. Der opstår fortrolig atmosfære. Atmosfæren trækkes ud i gårdrummet der defineres af bygningens store lamelfacade og et trædæk der omkranser en rødbøg. En udendørsscene danner ramme om taler, musik og fest 1. maj.