Rejsegilde Krøyer Hus

Carlsberg Byen inviterede til rejsegilde fredag for Krøyer Hus, og i tradition tro var der rejst krans og der blev holdt taler til ære for håndværkerne af både Carlsberg Byen P/S’ adm. direktør, Jens Nyhus, og adm. direktør hos Arpe & Kjeldsholm A/S, Tim Kjeldsholm.

Huset ser rigtig godt ud og stemningen på pladsen var fantastisk. De mange fremmødte inkluderede også fremtidige beboere og alle fejret huset med pølser, sodavand og samstemte HURRA!

Nu glæder vi os til at Krøyer Hus står færdig i oktober.

Vinder af Kampsportens Hus

I samarbejde med Henry Jensen Rådgivende Ingeniører har vi vundet konkurrencen om Danmarks første Kampsportens Hus på Nørrebro!

Kampsportens Hus vil blive et helt særligt hus på 3000 m2 der kombinerer træningsfaciliteter for kampsportsudøvere med et lege-og bevægelsesområde særligt for de mindre børn. Et åbent og inviterende hus til alle der dyrker kampsport, forældre, trænere og naboer. Alle mødes på lune trægulve i bare tæer indendørs, og i en skærmet, frodig have udendørs. Tak til Københavns Kommune, og tak for kampen til Christensen & CO, Henning Larsen Architects og BBP Arkitekter.

Flotte ord fra præmieoverrækkelsen:

“Kampsportens Hus bliver ikke alene et fantastisk samlingssted for kampsport i København. Sammen med den nye metrostation og en fornyelse af Mjølnerparken vil huset også bidrage til, at området ved Nørrebro station får et gevaldigt løft og bliver et langt mere trygt og attraktivt kvarter”, siger overborgmester Frank Jensen (S)

“Kampsport er en populær idrætsaktivitet for børn og unge, også på Nørrebro og Bispebjerg. Derfor er det glædeligt for byen og særligt for lokalområdet, der mangler idrætsfaciliteter, at Kampsportens Hus bliver opført. Samtidig skal der lyde en stor tak til fondene, som er med til at muliggøre projektet og dermed understøtte et aktivt kultur- og fritidsliv og sunde fællesskaber,” siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Å).

”Huset bliver kraftcenter for kampsporten i København. Ved at samle de mange foreninger vil vi opleve masser af synergi, og at flere får øjnene op for kampsportens mangfoldighed og muligheder,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

”København har brug for mødesteder for alle. Kampsportens Hus får placering i det mest folketætte og multikulturelle område og bliver et fyrtårn for kampsport i København, som er kendetegnet ved at være et åbent og inviterende mødested, der viser nye veje til, hvordan kampsport, leg og bevægelse kan forenes,” siger Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Kanonhuset vinder Store Arne

Fra Arkitektforeningens hjemmeside: Juryen har blandt andet lagt vægt på, at Kanonhuset er et værk, der med overskud og stor detaljerigdom fortolker stedets egenart og giver et troværdigt bud på, hvordan man lever i den sammensatte by. Derudover italesætter projektet værdien af arkitektfagets betydning – herunder arkitektens fortsatte rolle i udviklingen af en tidssvarende byggeskik og af det levede liv.


Det er et kæmpe skulderklap fra egne fagfæller, og det kunne være fantastisk, hvis det også gav inspiration til andre arkitekter om at turde tage springet og blive egen bygherre. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Klaus Nielsen Rådgivende Ingeniører, og vi anser håndværket som værende afgørende for husets høje kvalitet, hvilket er takket være Engholm Entreprenører.

Vinder af Levantkaj

Team Entasis har vundet konkurrencen om den næste store udbygningsetape af Nordhavn: En ny bydel med en helt særlig identitet, der beriger den Københavnske mangfoldighed. Levanten er Københavns store kommende byudviklingsprojekt, der følger den succesfulde udbygning af Århusagadekvarteret. Levanten rummer ca. 505.000 nybyggede m2, foruden en stærk og alsidig palet af by- og landskabsrum.

“Levanten” er teamets arbejdstitel: Et historisk geografisk begreb med duft af noget eventyrligt, med den pointe at den nye bydel tilføjes et tvist mod det særegne og eksotiske. Navnet Levanten vidner om de eventyrlige inspirationer som verden gennem århundrede har bragt til landets hovedstad.

Levanten anlægges hvor containerterminalen i dag fører gods til og fra den store verden. Containerterminalens stringente logistik og internationale karakter har inspireret til et helhedsgreb hvor et arboret – eksoter såvel som herboende – står i lige rækker mod syd for at opløses og blandes til en frodig helhed mod nord. Mellem trærækkerne tegner store pakhuse en høj og markant front mod den sydvendte Levant Kaj og mod København. Den store skala og den præcise rytme transformeres gennem disruptive påvirkninger fra metroen, tekniske traceer m.m. til en differentieret tæt lav bebyggelse mod nord. Bydelen kommer til at rumme alsidige boformer fra lejligheder i pakhusene mod syd til rækkehuse og fritstående villaer mod nord. Erhverv findes koncentreret stationsnært og flettes glidende ind i boligbebyggelsen. Der arbejdes med bæredygtige og bylivsskabende ideer om madbilletter til en stribe restauranter, der ligger ud til den syd orienterede Levant Kaj, så hver erhvervsbygning ikke skal have et dyrt industrikøkken. Restauranterne har kundegrundlag i erhvervet om dagen og hos beboerne om aftenen. Under højbanen tænkes enkle produktionsbygninger, der kan rumme den boblende underskov af mikroproduktion som Købehavnerne oplever og nyder. Byliv opstår spontant, men også gennem strategiske indgreb i vanetænkningen.

Levanten tilbyder en bred palet af by- og landskabsrum: Den 600 meter snor-lige lange Levant Kaj Park med et utal af tilbud mellem de tværgående læhegn, de stille hængende haver på øens midte og et inkluderende og legende landskab omkring Skudehavnen og Skudehavnsløbet. Bolignære udearealer er ikke blot henvist til en skyggefuld gård, men udfolder sig i et utal af tilbud der spænder fra naturgader til urban farming på p-husenes store tagflader.

Levanten bryder stedsspecifikt med den Københavnske konsensus, der omhandler røde teglstensbygninger i karreform for at introducere en ny dreng i klassen – en berigelse for København som helhed.

Team Entasis er et samarbejde mellem Entasis, GHB, Hall McKnight, Niras og Trafikplan.

Støbt til stedet – Kanonhuset er med i Arkitekten

Nordhavnen er tema for Arkitektens decemberudgave, hvor Christine Bjerke bringer en meget fin anmeldelse af Kanonhuset, der både anerkender husets arkitektur, men også rammerne for byggeriet, hvor vi har ageret bygherre og arkitekt.

”Bygningens æstetik og fine detaljering, måden hvorpå funktionerne er stablet, etage for etage, samt samspillet med konteksten gør byggeriet til noget særligt”.

”Med skiftende løberforbandt fremhæves de horisontale linjer, som er med til at understrege de lange træk i området og havnens horisont. Et arkitektonisk overskud, som tydeligvis er prioriteret fra tegnestuens side, og som skaber en direkte kobling til stedet, hvilket er kærkomment i en ny bydel som Nordhavn”.

Link til artiklen i sin helhed: https://arkitekten.dk/2018/02/kanonhuset/

Kanonhuset er nomineret til Store Arne 2018

Uddelingen foregår den 26. januar, og vi er i godt selskab og i hård konkurrence mod VEGA Landskab i samarbejde med billedhugger Karin Lorentzen, (Hvidovre Strandpark ), Lundgaard & Tranberg Arkitekter (Axel Towers og Copenhagen Plan Science Centre Det biovidenskabelige fakultet) og COBE (The Silo). Vi krydser fingre og håber vi ses til nytårskur!

Fra arkitektforeningens nomination:

Kanonhuset af Entasis Arkitekter fortætter og forfiner Århusgade-kvarterets byplan, og indskriver sig med stor overbevisning og omhu i krydsrummet mellem værkstedsbygninger og nybyggeri.

Værket er opført som en moderne købmandsgård, med tegnestuen som produktionsapparat i stueetagen, og boliger til flere generationer herover. Arkitekt og bygherre er den samme, og disposition, materialevalg og byggemetoder er studeret i forhold til egen økonomi og arkitektoniske idealer. 

Er det nemmere at være bygherre selv? Ja, fristes man til at sige, når man bevæger sig i og omkring bygningen. I hvert fald er meget lykkedes, og sædvanlige byggeteknikker er udfordret til fordel for egne fornemmelser for rum og stoflighed, hver gang til den arkitektoniske helheds fordel.

Projektet besidder et spektakulært præg, uden at råbe, og nomineres for at forholde sig til omgivelserne, programmet og detaljen, uden at gå på kompromis med sanseligheden.