Statens Kunstfonds Hædersydelse

Hos entasis har vi i 26 år arbejdet for at kunsten ikke står i vejen for praktikken og at praktikken ikke må stå i vejen for kunsten. Vores tese er at vi ikke kan løfte vores arbejde fra ”byggeri” til ”bygningskunst” uden at have dyb indsigt i bygbarhed, økonomi, ingeniørdiscipliner, håndværk m.m.

For ca. 100 år siden formulerede en engelsk arkitekturkritiker William Lethaby at ”Arkitekturen er tanken bag formen. Valg af materiale, form og rytme er ikke andet end midler for målet, som når en maler udvælger lærred, pigment og pensel”. For os betyder det at man skal kunne sit håndværk for at udtrykke sig og for at nå sine arkitektoniske mål – tanken bag formen.

D. 3. december erfarede vi at ovenstående intro ikke kun var vores egen ønsketænkning, men er et billede af hvad fagets dygtigste udøvere uddrager af vores arbejde. Vi modtog da Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelse, hvor staten sikrer at vi kan udøve vores arbejde via en indkomstreguleret ydelse. Vi må indrømme at vi var meget overrasket over den store anerkendelse. SKF begrundede deres valg med en tekst, der understøtter vores egen opfattelse af at vores arbejde bygger på realisme, viden og nysgerrighed:

“Signe og Christian Cold indstilles til at modtage Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse for deres vedholdende insisteren efter det højeste arkitektoniske niveau. Signe og Christian Cold stiftede i 1996 tegnestue Entasis. Gennem Entasis har de udvist  en beundringsværdig omhu for hvert enkelt af deres projekter. Det er svært at skimte et bundniveau, alle bygningsværker synes at være begavet med lige stor opmærksomhed. En lang række opgaver er det blevet til; opgaver der favner alle skalaer, fra  design og landskab til masterplaner og bygningskunst.

Christian Cold og Signe Cold evner som få, at arbejde med hele den arkitektoniske værktøjskasse. Deres bygninger udstråler ikke kun en dyb forståelse for et steds karakter og historiske værdi, men fremstår også med en sjældent set byggeteknisk
indsigt og konstruktiv nysgerrighed. Deres bygningsværker bliver fulgt til helt til dørs med stor materialeforståelse og detaljerigdom, med andre ord oser deres bygninger af arkitektonisk overskud. Selv taler de om, at i de bedste bygninger skal både ”krop og ånd udfordres”. At nå dertil, kræver en kompromisløs tilgang og en beherskelse af arkitekturens tektonik, der er få forundt.

Signe og Christian Cold har gennem tegnestuen Entasis modtaget adskillige priser deriblandt Margot og Thorvald Dreyers Arkitekturpris, Nykredits Fonds Arkitekturpris, Eckersberg Mediallen og C. F. Hansens Medaljen, der er den højeste udmærkelse, det danske akademi kan tildele en arkitekt.

Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur består af: Ellen Braae (udvalgsleder), Boris Brorman Jensen, Jens Thomas Arnfred, Kathrin Susanna Gimmel og Mads Bjørn Hansen.”

Vi er lykkelige over denne anerkendelse, og påpeger samtidig at vores bygninger, landskaber og masterplaner er resultatet af et dedikeret fælles løft hos entasis, ikke mindst båret af vores gode kolleger i ledelsen – Trude Mardal og Dorte Hærvig Dalgaard – samt vores fantastiske kolleger.

rejsegilde: kampsportens hus

Traditionen tro holdt bygherre på Kampsportens Hus, Byggeri København, rejsegilde i forbindelse med, at råhuset nu er færdigstøbt.

Rejsegildet blev fejret med taler fra blandt andet Overborgmester i Københavns Kommune Lars Weiss, Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, og Projektchef for Einar Kornerup Michael Lynge-Svendsen samt dertilhørende pølser og sodavand.

Byggeriet vil fortsætte herfra med lukning af facaden, hvorefter indvendige overflader og aptering begyndes.

Mere om projektet her.

Landskab på Toves Gaard afleveret

Toves Gaard er i sine sidste trin af byggeriet, og de første beboere og brugere er allerede flyttet ind. Nu, hvor landskabet i gårdrummet og langs facaderne mod Enghavevej er færdiggjort og afleveret, kan de tages i brug og skabe den helhedsoplevelse, der nu har været længe undervejs.

Gårdrummet ligger med udkig fra samtlige af lejlighederne, og huser både græsplæner og belagte stier. Her er oplevelsen især præget af kontrasten mellem de gule klinker, det grønne græs og de stålindrammede højbede. Kantzonen mod Enghavevej har dog endnu at blive beriget med sine klatreplanter.

Læs om projektet her.

Kampsportens Hus på vej op

I 2018 vandt entasis endegyldigt konkurrencen om at tegne Kampsportens Hus på Nørrebro i København, som et markant og karakterfuldt hus med stærke aner til både asiatisk bygningskunst og lokal atmosfære.

I sensommeren 2021 er råhuset så småt ved at stå færdigt, og den overordnede geometri – såvel som de seks dojo-haller – tager form.

Mere om projektet her.

Kanonhuset får nye naboer

Kanonhusets nærmeste nabo Skydebanebygningen – et tidligere krudtlager – er i færd med at blive skrællet indvendigt for at skulle transformeres til hotel.

Imens er de to nye byggepladser til Nordhuset og Mikkelshus gravet ud og afventer støbt fundament.

På sigt skal et frodigt og elegant landskab forbinde hele blokken og skabe en offentlig men intim atmosfære, styrket af et jordnært lokalbundet cafémiljø i de nye stueetager.

entasis på vej på juleferie

entasis er på vej på juleferie! På trods af at Coronaen i 2020 sendte grus i maskineriet, så har vi haft et produktivt år med masser af gode projekter.

Vi har i årets løb overdraget Villa Frida, Hillerød Kirke Sognehus og ungdomsboligerne Lille Meyer til bygherrerne. Mens Kjeldahl Hus, Toves Gaard, Thomas B. Thriges Gade og Kampsportens Hus tager form på byggepladserne, ligger projekter som Nuuks Plads, Red Block og Plejecenteret Albertshøj på tegnebordene. Strandskoven i Greve er i projektsalg og en bæredygtig bebyggelsesplan til Auernakke ved Nyborg er afleveret. Endnu en en udbygning af Kildeskovshallen er desuden i sigte sammen med et pitch til Sankt Hans i Roskilde.

2020 har også beriget os med Arkitektforeningens Æreskalejdoskop til Thomas B. Thriges Gade, Århus Kommunes Arkitekturpris til Århus Internationale Sejlsportscenter, og ikke mindst C.F. Hansen Medaillen til vores egne stiftende partnere, Signe og Christian Cold, for “fremragende arbejde inden for den bundne kunst”.

entasis ønsker alle bygherrer, samarbejdspartnere og kollegaer en rigtig glædelig jul.
Vi ses i det nye år!

Offentliggørelse af Nuuks Plads lokalplan

Lokalplanen på Nuuks Plads markerer et vigtigt punkt, hvor vores projekt begynder at blive virkeliggjort.

Det er et enormt inspirerende og spændende arbejde at samle gammelt og nyt og bearbejde et så centralt og vigtigt byrum. Vi er i fuld gang, og der er nu omkring et år til at vi går i jorden.

Projektet kan findes her.

Bygningspræmiering: Århus Internationale Sejlsportscenter

Stolte er vi, at Sejlsportscenteret har modtaget Aarhus Kommunes arkitekturpris, som uddeles til byggeri, der udmærker sig ved arkitektonisk kvalitet ud over det sædvanlige.

Udover, at rose centerets gode rammer og faciliteter for Århus’ elite sejlsportsudøvere, ligger dommerkendelsen især vægt på arkitekturens stedsspecifikke karakter og historieske afsæt.

Læs præmieringshæftet for arkitekturpriserne her og læs mere om Sejlsportscentret her.

 

 

Masterplan: Odense Kommune modtager Æreskalejdoskopet for Thomas B. Thriges Gade

I 2012 vinder entasis sammen med Sweco den første succesfulde af en række fejlede arkitektkonkurrencer med en masterplan og parkeringsstrategi, der skal samle Odenses splittede bymidte.

Projektet anføres af store ambitioner om at krydsvæve modsatrettede interesser, kombinere store som små skalaer, og sidst udnytte denne kompleksitet til at danne et styrket, levende og aktivt byliv.

I planen indarbejdes vidt forskellige nabobebyggelser, supercykelrute, letbane, nye rekreative byrum, kulturinstitutioner, detailhandel, liberalt erhverv, boliger, klimasikring, biofaktor, bæredygtighed, tryghed og naturligvis en mængde nybyg, der former den nye struktur.

Projekteringsarbejdet forløber frem mod første spadestik i 2014, hvor anlæggelsen af P-kælderen begyndes efterfulgt af ny bebyggelse og byrumsdannelse ovenpå.

 

Nu i 2020 har Arkitektforeningen genoptaget den gamle tradition med uddeling af et Æreskalejdoskop, som sidst blev uddelt i 2004. Den første i den nye periode af uddelinger bliver her givet til Odense Kommune for Thomas B. Thriges Gade.

 

Læs om masterplanen her.

Læs om parkeringskælderen her.

Arkitektforeningens artikel: https://arkitektforeningen.dk/nyheder/odense-kommune-modtager-aereskalejdoskopet-for-thomas-b-thriges-gade/

 

Signe og Christian Cold tilkendes C.F. Hansen Medaillen

Med C.F. Hansen Medaillen kan Akademiet hædre et menneske for fremragende arbejde inden for den bundne kunst.

C.F. Hansen Medaillen er den højeste udmærkelse, Akademiet kan tildele en arkitekt.

 

Motivering for medaljemodtagelse fra Akademiraadet:

“Arkitekterne Signe og Christian Cold fra Entasis er i 2020 tilkendt C.F. Hansen Medaillen med følgende motivering:
Kantede, egenartede, stedbundne, besjælede. Arkitekterne Signe og Christian Colds værker kommer hele spektret rundt og fæster sig i bevidstheden. De rører os, provokerer os, udfordrer os – de insisterer på og fastholder arkitekturen som en kunstart. Arbejdet med program, sted, materialitet og tektonik kaster i Signe og Christian Colds hænder altid noget nyt af sig. Det er undersøgende, eksperimenterende og ambitiøst, båret af en indlevelse, omhu og dedikeret søgen efter at nå ind til arkitekturens kerne, den større mening, i værkerne. Man mærker arkitekturen, den skiller sig ud og er helt sin egen. Det er ikke altid imødekommende eller smukt i klassisk forstand, men altid vedkommende – det vil os noget, kræver noget af os – det er poetisk, tankevækkende. Signe og Christian Colds værker er båret af en nødvendighed, en længere tid og en større dybde end det meste, vi oplever i samtiden. Her er ingen materialer, der dækker over noget andet, ingen hurtige løsninger, men en fordybelse og en vedholdenhed, der får værkerne til at fremstå skulpturelt afklarede, rene og enkle fra helhed til detalje. Værkerne udstråler et vitalt og nærværende samspil mellem arkitektonisk talent, tektonisk kunnen og stoflig materialitet, der holder idéerne bag levende.

For et kompromisløst, ærligt, selvstændigt, atmosfærefyldt og forbilledligt værk hædres arkitekterne Signe og Christian Cold med C.F. Hansen Medaillen.”

 

Læs interview med Signe og Christian Cold her!